Nutidens forbrugere bruger mere end to timer om dagen på sociale medier, hvor de engagerer sig i influencer-indhold, brands og annoncer. Faktisk bruger 90 % af den danske befolkning mellem 16 og 74 år sociale medier, og 82 % har handlet på nettet inden for de seneste tre måneder. For e-handelsvirksomheder giver det en oplagt mulighed for at bruge social selling-platforme til både markedsføring og salg ved at møde kunderne dér, hvor de allerede er aktive.
Drevet af social selling forventes social commerce at stå for 20 % af det samlede e-handelssalg i år. Samtidig viser data, at selv business-to-business-købere (B2B) bruger sociale medier som en del af deres beslutningsproces.
Her får du indsigt i fordelene ved social selling og et overblik over relevante social selling-platforme, du kan bruge sammen med Shopify.
Hvad er social selling?
Social selling er en salgsstrategi, hvor du engagerer potentielle kunder via sociale medier, opbygger relationer og forbinder dig med de rigtige målgrupper. Det handler om at være til stede, hvor dine kunder allerede er, og bruge social selling-platforme som Facebook, Instagram, LinkedIn, TikTok, Pinterest og YouTube aktivt i din salgsindsats.
I modsætning til traditionel reklame fokuserer social selling på dialog og relationer frem for ensidig kommunikation. Det indebærer blandt andet at dele relevant indhold, svare på kommentarer og bruge live shopping og livestreams for at skabe tillid hos potentielle kunder. I en dansk kontekst er det også vigtigt, at reklame, sponsorater og influencer-samarbejder er tydeligt markeret, så relationen føles både ærlig og troværdig.
Hvordan fungerer social selling?
Start med at oprette professionelle profiler på de største sociale medier, eller overvej at samarbejde med influencere i din niche, som allerede har en etableret målgruppe.
Nøglen til effektiv social selling er at skabe indhold, der taler direkte til en klart defineret målgruppe. Dit indhold skal afspejle dine kunders behov, interesser og værdier. Det handler ikke kun om at poste, men i høj grad om at være aktiv. Deltag i samtaler, følg relevante trends og svar på beskeder, så dit brand forbliver i kundernes bevidsthed.
Målet er at opbygge relationer over tid. Social selling handler ikke kun om at skabe salg her og nu, men også om leadgenerering og langsigtet vækst. Mange virksomheder bruger i dag social selling-platforme som en fast del af deres salgsstrategi.
Social selling er særligt effektivt for dropshipping-virksomheder, hvor du kan fokusere på markedsføring og kunderelationer uden at håndtere lager. Fordi du hurtigt kan teste nye produkter og tilpasse dig trends på sociale medier, kan du reagere hurtigt på det, der skaber interesse hos din målgruppe.
Hvad er fordelene ved social selling?
Der er tre store fordele ved at omfavne en social selling-strategi:
1. Social selling åbner nye markedsmuligheder
Købere, især i de yngre generationer, bruger en stor del af deres tid på sociale medier og engagerer sig aktivt i indhold fra både influencers og brands. De er også mere tilbøjelige til at kalde sociale medier en vigtig faktor i deres købsrejse. Derfor er social selling en effektiv måde at nå nye målgrupper på og skabe en stærk salgstragt for brands, der vil være til stede dér, hvor beslutningerne faktisk bliver påvirket. Danske tal peger i samme retning: 45 % af danskerne følger netbutikker eller brands på sociale medier, og 8 ud af 10 af dem er blevet inspireret til køb via sociale medier.
2. Det lærer dig om dine kunder
Et centralt element i social selling er social listening, hvor du aktivt følger med i samtaler på sociale medier for bedre at forstå kundernes behov, præferencer og adfærd. Marketingteams analyserer, hvordan brugere interagerer med indhold, og hvad der skaber engagement i kommentarspor.
Salgsteams kan samtidig holde øje med offentlige dialoger om dine produkter eller ydelser og gribe relevante muligheder for at byde ind. Hvis brugere oplever udfordringer eller stiller spørgsmål, kan du hurtigt være til stede og tilbyde hjælp.
Selv når din virksomhed ikke nævnes direkte, giver social listening værdifuld indsigt i trends og aktuelle emner. Det gør det lettere at positionere dig relevant i din målgruppes feed og styrker din indsats på tværs af social selling-platforme, fordi du arbejder ud fra konkret viden om dine kunders interesser.
💡 Hvis du har en engageret følgerskare på sociale medier, hvorfor ikke spørge dem direkte om deres meninger? De fleste sociale platforme har indbyggede spørge- og afstemningsfunktioner, som gør det nemt at måle interessen for nye produkter eller opdateringer. Det kan være med til at styrke din samlede social selling-strategi.
3. Det opbygger din brandværdi
Uanset om du markedsfører din virksomhed eller dit personlige brand, giver social selling dig mulighed for at arbejde langsigtet og opbygge stærke relationer til din målgruppe.
Både privatkunder og B2B-kunder foretrækker forhandlere, de allerede har en relation til. Start med at dele relevant og værdifuldt indhold, og deltag aktivt i ægte samtaler. Over tid vil det styrke dit omdømme og skabe tillid hos din målgruppe.
Sådan bruger du social selling-platforme effektivt
Brug disse tips til at få mest muligt ud af dine social selling-indsatser:
Identificer din målgruppe
Før du begynder at poste eller engagere dig, skal du være krystalklart over, hvem du forsøger at nå. Spørg dig selv:
- Hvem er dine ideelle kunder?
- Hvilke problemer har de?
- Hvor hænger de ud online?
Social selling fungerer bedst, når du fokuserer på dem, der reelt har behov for det, du tilbyder. Sælger du for eksempel B2B-software, kan LinkedIn være det oplagte valg. Har du et visuelt brand, vil Instagram eller Pinterest ofte være mere effektivt.
Brug tid på at researche, lytte til samtaler i din branche og tilpasse dit budskab efter det, der skaber genklang. Jo skarpere du er på din målgruppe, jo nemmere bliver det at skabe relevante forbindelser.
Skab engagerende indhold
Folk logger ikke på sociale medier for at blive solgt til. De logger på for at lære, blive underholdt og forbinde. Dit indhold skal passe ind i det flow, mens det subtilt positionerer dig som den foretrukne ekspert i dit område.
For at forbedre dine chancer for at udløse engagement, prøv disse formater:
- Brancheindsigter. Gør trends og nyheder konkrete og relevante for din målgruppe.
- Personlige historier. Del erfaringer, udfordringer og det, du har lært undervejs.
- Bag kulisserne. Giv indblik i din proces, dit team eller hvordan dine produkter bliver til.
- Kundehistorier. Ægte resultater og cases skaber større troværdighed end løfter.
Forskellige platforme favoriserer også forskellige formater, og din målgruppe forbruger indhold på forskellige måder. Eksperimenter med disse forskellige indholdstyper for at se, hvad der resonerer bedst med din målgruppe:
- Korte tekstopslag med skarpe pointer og spørgsmål
- Videoer til demonstrationer eller mere personlige budskaber
- Billedkarruseller til guides eller flere pointer i ét opslag
- Afstemninger og spørgsmål til at få direkte feedback og øge interaktion
- Live-sessioner, hvor du kan svare på spørgsmål og vise din ekspertise i realtid
Byg relationer
Social selling handler i høj grad om balance. Du skal ikke overøse din målgruppe med salgsbudskaber, men i stedet fokusere på at opbygge relationer, der får kunderne til at vende tilbage.
Den mest effektive tilgang er at invitere til dialog og deltage aktivt og ærligt i samtalerne.
Her er nogle idéer, du kan arbejde med:
- Stil tankevækkende spørgsmål, der relaterer sig til din branche.
- Del holdninger, der skaber debat, men hold tonen professionel, og invitér til feedback.
- Lav afstemninger om udfordringer, din målgruppe ofte møder.
- Tag relevante personer eller virksomheder, når du deler indsigter, de kan have glæde af, men gør det med omtanke og autenticitet.
- Del indhold fra din målgruppe, som billeder og videoer, med deres tilladelse.
Udnyt analyser og indsigter
De fleste sociale platforme tilbyder indbyggede analyseværktøjer, som viser, hvilke opslag der skaber mest engagement, hvilke budskaber der fører til konverteringer, og hvornår din målgruppe er mest aktiv.
Brug indsigterne til løbende at optimere din tilgang. Får dit videoindhold mest respons? Så giv det mere plads i din contentplan. Skaber dine direkte beskeder salg? Så skru op for din outreach. Følg udviklingen, test forskellige indholdsformater, og justér din indsats ud fra det, der faktisk gør en forskel.
10 populære sociale salgsplatforme tilgængelige på Shopify
- TikTok
- Facebook & Instagram
- CED
- MetaShop
- Google & YouTube
- Instafeed
- Sales Navigator
- Live & Shoppable Videos
- TagEmbed
Her er 10 populære platforme til social selling på Shopify App Store, der integrerer med din e-handelsplatform:
1. TikTok
Ræk ud til kunder, der følger trends som #TikTokMadeMeBuyIt, med TikTok-appen til Shopify. Brug appen til at oprette og administrere annoncer på platformen, synkronisere produkter og gøre dit indhold mere salgsrettet. For danske virksomheder er TikTok især relevant til annoncering, organisk rækkevidde og trafik til webshoppen. TikTok Shop er dog ikke tilgængeligt i Danmark lige nu, så funktionen er primært relevant, hvis du sælger i markeder, hvor TikTok Shop allerede er lanceret.
Priser: Gratis at installere. Betal kun for de annoncer, du placerer.
2. Facebook & Instagram
Den officielle Facebook & Instagram-app til Shopify gør det muligt at forbinde din butik med Metas sociale selling-platforme og administrere salgskanalerne direkte fra dit Shopify-admin. Du kan synkronisere dine produkter med Facebook og Instagram, opsætte shoppingfunktioner, tilføje sporingspixels og oprette annoncer. Appen giver også indsigt i dit bedst præsterende indhold og dine mest populære produkter, så du kan fokusere på det, der virker bedst. Funktioner kan afhænge af din butiks berettigelse og lokal tilgængelighed.
Priser: Gratis at installere. Betal kun for de annoncer, du placerer.
3. CED
CED - Facebook Feed & Ads af CedCommerce er en tredjepartsapp i Shopify App Store, der hjælper dig med at forbinde din Shopify-butik med Facebook og Instagram. Appen synkroniserer dit produktkatalog, holder lager og produktdata opdateret og giver dig mulighed for at arbejde med annoncer, Pixel og Conversion API direkte fra Shopify. For danske webshops er den især relevant, hvis Facebook og Instagram er centrale social selling-platforme i din salgsstrategi.
Priser: Gratis abonnement til op til 100 SKU’er. Betalte abonnementer starter ved 13 $/måned.
4. MetaShop
MetaShop Instagram & Facebook fra DolphinSuite er et tredjepartsværktøj til social shopping på blandt andet Instagram og Facebook. Appen kan bruges til at oprette shoppable opslag og stories, planlægge indhold og gøre det lettere for kunder at opdage og købe produkter via sociale medier. Den kan være relevant for danske brands, der arbejder visuelt og vil gøre deres indhold mere salgsorienteret på tværs af sociale kanaler.
Priser: Gratis at installere Shoppable Post Scheduler. For shoppable opslag og stories starter betalte abonnementer ved 10 $/måned.
5. Pinterest
Pinterests officielle Shopify-app gør det muligt at forbinde din Pinterest-konto med din Shopify-butik, publicere Product Pins og holde dit produktkatalog opdateret. Du kan synkronisere dine produkter via integrationen, så de lettere kan opdages, gemmes og købes af brugere på Pinterest. For danske webshops er Pinterest især relevant for visuelle kategorier som bolig, mode, design, beauty og DIY, og Pinterest-annoncer er tilgængelige i Danmark.
Priser: Gratis at installere. Betal kun for de annoncer, du placerer.
6. Google & YouTube
Google & YouTube fra Google er en Shopify-app, der hjælper dig med at synkronisere produkter fra din Shopify-butik med Google Merchant Center og gøre dem synlige på tværs af Google og YouTube. Appen kan bruges til at arbejde med produktfeeds, Performance Max-annoncer, Google Analytics og YouTube Shopping. Ved hjælp af appen synkroniseres produkter fra din Shopify-butik med Google for Retail, så de kan blive fremhævet på Google shopping-lister og under relevante videoer.
Priser: Gratis at installere. Betal kun for de annoncer, du placerer.
7. Instafeed
Instafeed af Mintt Studio gør det muligt at vise Instagram-indhold direkte i din Shopify-butik og oprette shoppable feeds med billeder, videoer, Reels og brugergenereret indhold. Appen er især relevant for danske webshops, der bruger Instagram som en af deres vigtigste social selling-platforme og vil styrke social proof på forsiden, produktsider eller landingssider.
Priser: Gratis at installere. De betalte abonnementer starter ved 6 $/måned og giver dig mulighed for at tagge produkter og kollektioner, blandt andre funktioner.
8. LinkedIn Sales Navigator
LinkedIn Sales Navigator er et salgs- og prospectingværktøj til B2B-virksomheder, der vil arbejde mere målrettet med social selling på LinkedIn. Værktøjet giver adgang til avanceret søgning, leadlister og indsigter, der kan hjælpe salgsteams med at finde og opbygge relationer til relevante beslutningstagere. LinkedIn står stærkt i Danmark inden for B2B, så Sales Navigator er især relevant for virksomheder, der sælger til andre virksomheder. LinkedIns Social Selling Index fungerer som et benchmark for, hvor effektivt en sælger bruger LinkedIn til social selling.
Priser: Kontakt LinkedIn for at anmode om en demo. Sales Navigator Core starter ved 119,99 $/måned eller 120,99 €/måned afhængigt af marked og fakturering.
9. Channelize Live Shopping & UGC
Channelize Live Shopping & UGC, tidligere omtalt som Live & Shoppable Videos, integrerer live shopping og shoppable videoer direkte i Shopify-butikker. Appen kan bruges til at skabe engagement i realtid, fremhæve produkter gennem video og give kunder en mere interaktiv købsoplevelse. For danske webshops er løsningen mest relevant for brands, der allerede arbejder aktivt med video, livestreaming eller community-baseret salg via sociale kanaler.
Priser: Abonnementer starter ved 97 $/måned efter en 14-dages gratis prøveperiode.
10. TagEmbed
I stedet for kun at føre din Shopify-butik ud på sociale medier kan du også bringe socialt indhold ind i selve webshoppen med Google Reviews & Social Proof af TagEmbed. Appen gør det muligt at indlejre kundeanmeldelser, Google Reviews og sociale mediefeeds på dit website, så du kan styrke troværdigheden og vise social proof tættere på købsbeslutningen. For danske webshops er TagEmbed især relevant som et understøttende værktøj til social selling, ikke som en selvstændig social selling-platform.
Priser: Gratis abonnement tillader ét feed og fem kilder. Betalte abonnementer starter ved 11 $/måned og tilbyder flere funktioner.
Sådan vælger du de bedste sociale salgsplatforme til din virksomhed
Det kan være fristende at vælge den mest populære platform, men det er ikke altid den bedste løsning for din målgruppe, din virksomhed eller den måde, du sælger på. Her kan du se, hvordan du finder det rette match:
Vurder dit målmarked
Før du ser på platformfunktioner, bør du starte med det grundlæggende og spørge: hvor bruger dine kunder deres tid? Den bedste social selling-platform er den, hvor din målgruppe allerede er aktiv og engageret. Overvej:
- B2B vs. B2C. Hvis du sælger til andre virksomheder, kan LinkedIn være et stærkt valg, især i en dansk B2B-kontekst. Sælger du til forbrugere, kan Instagram, Facebook eller TikTok ofte være mere relevante.
- Demografi. Forskellige platforme tiltrækker forskellige aldersgrupper. Hvis din målgruppe er yngre, kan TikTok og Instagram være stærkere end Facebook. Sælger du til professionelle beslutningstagere, er LinkedIn ofte det oplagte sted at starte.
- Købsadfærd. Foretrækker dine kunder at researche grundigt, før de køber? Så kan de være mere tilbøjelige til at engagere sig i længere indhold på LinkedIn eller YouTube. Er de mere impulsdrevne, kan Instagram og TikTok være effektive kanaler med korte, engagerende videoer.
Den nemmeste måde at finde ud af det på er at spørge dine kunder, hvor de er aktive online, gennemgå dine eksisterende analyser på sociale medier og undersøge, hvor dine konkurrenter skaber mest engagement.
Evaluer platformfunktioner
Når du ved, hvor din målgruppe er aktiv, kan du se nærmere på, hvad hver platform faktisk tilbyder. Ikke alle social selling-platforme har de samme funktioner, så vælg dem, der passer bedst til dine behov. Overvej:
- Opslag til shopping og direkte salg. Instagram, Facebook og TikTok tilbyder alle funktioner, der kan gøre indhold mere salgsrettet. Vil du have kunder til at opdage og købe produkter direkte via sociale kanaler, er de værd at undersøge. For danske webshops er det dog vigtigt at tjekke, hvilke shop- og checkoutfunktioner der aktuelt er tilgængelige i Danmark.
- Messaging og relationsopbygning. LinkedIn og Facebook er stærke til direkte outreach og netværk, mens Instagram DM’er og WhatsApp-integrationer kan hjælpe dig med at skabe tættere kunderelationer.
- Reklame og targeting. Nogle platforme har mere avancerede annonceværktøjer end andre. Facebook og Instagram er stærke til annoncering og målgruppestyring, mens LinkedIn er oplagt til B2B-leadgenerering. TikTok-annoncer kan være effektive til brand awareness, men kræver ofte stærkt kreativt indhold for at skabe direkte salg.
- Indholdsformater. Hvis du skaber længere ekspertindhold, kan LinkedIn eller YouTube være et bedre match end TikTok. Hvis du er stærk i korte, engagerende videoer, passer TikTok og Instagram Reels ofte bedre.
Overvej dit brands mål
Leder du efter mere synlighed, mere salg eller stærkere kunderelationer? Dine mål har stor betydning for, hvilke social selling-platforme der giver bedst mening for din virksomhed.
Hvis du vil øge dit brandkendskab, kan TikTok, Instagram Reels og YouTube Shorts hjælpe dig med hurtigt at nå ud til nye målgrupper. Hvis dit fokus er mere direkte salg, kan shoppingfunktioner på Instagram, Facebook og TikTok være relevante at undersøge, afhængigt af hvilke muligheder der er tilgængelige i Danmark og på dine vigtigste markeder. Hvis du vil pleje leads og opbygge relationer, kan LinkedIn, Facebook-grupper og Instagram DM’er være effektive kanaler til at skabe dialog og bearbejde potentielle kunder.
Analyser konkurrentstrategier
Du behøver ikke at genopfinde hjulet. Tag et kig på, hvad der allerede fungerer i din branche.
- Hvor er dine konkurrenter aktive? Hvis de største konkurrenter klarer sig rigtig godt på Instagram, men næsten ikke bruger LinkedIn, siger det noget om, hvor målgruppen sandsynligvis er mest engageret. På det danske marked bør du også se på udenlandske webshops og markedspladser, fordi danske forbrugere i stigende grad sammenligner priser, levering og indhold på tværs af landegrænser.
- Hvilken type indhold får engagement? Får deres opslag kommentarer, delinger og gemte visninger, eller bliver de stort set ignoreret? Højt engagement kan være et tegn på, at platformen fungerer godt for dem.
- Bruger de betalte annoncer? Hvis dine konkurrenter investerer meget i annoncer på en bestemt platform, har de sandsynligvis testet sig frem til, at kanalen skaber værdi.
- Hvilke huller kan du udfylde? Måske fokuserer alle i din branche på Instagram, mens LinkedIn har mindre konkurrence. Det kan være en mulighed for at skille sig ud.
Ved at analysere, hvad der virker og ikke virker for andre, kan du træffe smartere valg af social selling-platforme og undgå at spilde tid på unødvendig trial and error.
Ofte stillede spørgsmål om social selling-platforme
Er social selling det samme som MLM (multi-level marketing)?
Nej, social selling og MLM er to forskellige ting. Social selling handler om at bruge sociale medier til at opbygge relationer, skabe tillid og sælge direkte til kunder. MLM bygger derimod på at rekruttere andre til et salgsnetværk og tjene provision på deres salg. I en dansk kontekst er det især vigtigt, at social selling ikke føles som aggressivt salg, men som ærlig dialog, relevant indhold og tydelig kommunikation.
Hvad er den mest brugte sociale medieplatform?
Ifølge data fra 2024 er Facebook fortsat en af de største sociale medieplatforme, men når du vælger social selling-platforme, bør du også se på, hvor din danske målgruppe faktisk er aktiv. I Danmark viser tal, at Facebook længe har været det mest udbredte sociale medie, efterfulgt af blandt andet Instagram og Snapchat. Samtidig spiller Instagram, Facebook, YouTube og TikTok forskellige roller afhængigt af alder, branche og købsadfærd.
Hvad er eksempler på social selling?
Social selling kan for eksempel være at dele produktvideoer på TikTok, svare på spørgsmål i Instagram DM’er, bruge LinkedIn til B2B-leads eller vise brugergenereret indhold og kundeanmeldelser i din Shopify-butik. Det kan også være influencer-samarbejder, live shopping, shoppable opslag eller opslag, der leder kunder videre til din webshop.
Hvordan starter man med social selling?
For at komme i gang med social selling skal du først vælge de sociale kanaler, hvor din målgruppe er mest aktiv. Opret professionelle profiler på relevante platforme som Facebook, Instagram, TikTok eller LinkedIn, og forbind dem med din Shopify-butik, hvis det giver mening for din salgsstrategi. Mange social selling-værktøjer kan hjælpe dig med at synkronisere produkter, oprette annoncer og samle indsigter ét sted.
Social selling involverer konsekvent at poste indhold, der engagerer din målkundebase. Deltag i kommentartråde, svar på direkte beskeder og samarbejd med influencere for at promovere dine produkter. Hvis du er interesseret i at sælge uden at administrere lager, overvej at starte en dropshipping-virksomhed, som du kan promovere gennem sociale kanaler.
Hvad er de 5 C'er i social selling?
De 5 C'er i social selling er:
- Create (Skab): Byg et brand, der tydeligt viser, hvad der gør dine produkter relevante og anderledes. Det er første skridt til at tiltrække potentielle kunder til din profil.
- Connect (Forbind): Skab kontakt til den rigtige målgruppe. Brug platformenes egne analyseværktøjer eller tredjepartsværktøjer til at finde potentielle kunder, influencere og andre relevante konti.
- Content (Indhold):Del værdifuldt og relevant indhold, der hjælper, inspirerer eller engagerer din målgruppe. Kvalitetsindhold gør det lettere at opbygge autoritet og troværdighed.
- Converse (Samtale): Interager med dine følgere ved at svare på kommentarer, besvare spørgsmål og deltage i diskussioner. I Danmark fungerer social selling bedst, når tonen er hjælpsom, transparent og ikke for pågående.
- Convert (Konverter): Gør sociale interaktioner til salg. Når du har opbygget relationer og tillid, kan du guide potentielle kunder videre til dit produkt, din webshop eller en relevant salgskanal.


