AI har længe spillet en rolle i søgemaskineoptimering (SEO), og i nyere tid er den rolle kun blevet vigtigere og vigtigere. Google bruger AI i sine algoritmer. Marketingfolk bruger teknologien til at analysere, optimere og skabe indhold. Flere danske virksomheder bruger allerede AI til alt fra SEO til dataanalyse og indholdsarbejde. Vil du undgå at sakke bagud, eller vil du forstå, hvordan AI kan gøre arbejdet lettere? Så finder du her det vigtigste, du skal vide om at bruge AI i virksomhedens SEO-arbejde.
Hvad er AI SEO?
AI SEO, eller søgemaskineoptimering med kunstig intelligens, dækker over brugen af AI til at forbedre en websites placering i søgemaskinernes resultater (SERP). Teknologien kan styrke en SEO-strategi gennem blandt andet maskinlæring (ML), naturlig sprogbehandling (NLP eller natural language processing) og store sprogmodeller (LLM eller large language models).
Når SEO-værktøjer anvender AI til at generere nyt indhold som tekst eller billeder, taler man om generativ AI. Det fungerer ofte som et effektivt udgangspunkt i arbejdet med at udvikle nyt SEO-indhold.
AI kan bruges på mange måder i SEO. Søgemaskiners algoritmer benytter eksempelvis AI til at vurdere og rangere indhold i søgeresultaterne. Samtidig kan generative AI-værktøjer hjælpe med at opsummere research, foreslå forbedringer og udarbejde udkast til tekster.
Hvordan er AI nyttigt til SEO?
- Rangering af placeringer i søgeresultater
- Identifikation af muligheder for at optimere dit website
- Søgeordsanalyse
- Opsummering af research
- Hjælp til at skrive indhold
AI kan bruges til flere forskellige SEO-opgaver:
Rangering af placeringer i søgeresultater
Søgemaskiner som Google og Bing bruger AI baseret på maskinlæring til at afgøre, hvordan sider rangeres. Hver gang en person foretager en søgning, analyserer algoritmerne et stort antal faktorer for at bestemme, hvilke websites der vises, og i hvilken rækkefølge. Rangeringsfaktorerne i Googles algoritme gælder også i Danmark, hvor relevans og brugervenlighed spiller en stor rolle.
Marketingfolk har ikke direkte indflydelse på algoritmerne. Til gengæld giver en forståelse af, hvordan AI SEO fungerer i praksis, et bedre grundlag for at udvikle mere effektive og målrettede SEO-strategier.
Identifikation af muligheder for at optimere dit website
AI-værktøjer kan analysere indholdet på et website og sammenligne det med sider, der allerede ligger højt i søgeresultaterne. På den baggrund kan de give konkrete anbefalinger til, hvordan sitets performance kan forbedres.
Nogle værktøjer, som Surfer SEO, har fokus på indhold og peger for eksempel på relevante formuleringer eller emner, der er værd at skrive om. Andre værktøjer, som Screpy, bruger AI til at anbefale tekniske forbedringer af sitet, så det f.eks. kan indlæses hurtigere og generelt have bedre webperformance.
Der findes også AI SEO-værktøjer med særlig relevans for det danske marked. Platforme som SEO.ai og Morningscore er udviklet i Danmark og tager i højere grad højde for mindre sprog og lokale søgemønstre. Det kan give mere præcise anbefalinger, når du arbejder med SEO på dansk.
Søgeordsanalyse
I SEO er søgeordsanalyse arbejdet med at finde de søgetermer, et website kan rangere på, og derefter prioritere dem ud fra søgevolumen, hvor svært det er at opnå placeringer, og hvor godt de passer til virksomheden. Det er typisk en manuel proces, hvor man slår søgeord op ét ad gangen eller i større grupper i et værktøj som Ahrefs.
AI SEO kan gøre arbejdet mere effektivt. Et generativt værktøj som ChatGPT kan f.eks. foreslå relevante søgeord og forklare, hvorfor de er værd at fokusere på.
Et AI-værktøj kender dog aldrig din virksomhed lige så godt som dig selv. Derfor er det vigtigt altid at vurdere forslagene kritisk og sikre, at de passer til både målgruppen og brandets tone og budskab.
Opsummering af research
En vigtig del af SEO er at producere indhold, der er både nyttigt og dækkende, og som besvarer målgruppens spørgsmål. Det bedste SEO-indhold bygger på grundig research og faglig indsigt. Selv specialister har dog ikke altid fuldt overblik over alle aspekter af et emne.
Generative AI-værktøjer kan gøre researcharbejdet hurtigere ved at sammenfatte store mængder information. De kan for eksempel omsætte omfattende kilder til korte afsnit eller overskuelige pointer.
Når AI bruges til research, er det dog vigtigt at kende dets begrænsninger. De fleste modeller er trænet frem til en bestemt skæringsdato, så de kender ikke nødvendigvis emner eller begivenheder efter den dato. AI-værktøjer kan også “hallucinere”. Hallucinationer betyder kort sagt, at de kan gengive forkerte fakta, fordreje udsagn eller endda bare finde på oplysninger fra tid til anden. Ligesom hvis du arbejdede med en menneskelig researchassistent, bør du altid bede AI-værktøjer om at angive kilder og derefter kontrollere dem selv.
Hjælp til at skrive indhold
Indholdsgenerering er i dag et af de mest udbredte anvendelsesområder for generative AI-værktøjer som ChatGPT. Værktøjerne kan producere store mængder tekst på få sekunder og gør det langt hurtigere at udarbejde første udkast til artikler, produktbeskrivelser, metatitler, metabeskrivelser og andet webindhold.
Samtidig er det vigtigt at kende Googles retningslinjer for AI-genereret indhold, når man arbejder med AI SEO. Google forbyder ikke brugen af AI i sig selv, men lægger vægt på iindhold af høj kvalitet og værdi for brugeren uanset, hvordan det er produceret. Indhold, der udelukkende er lavet med AI med det formål at manipulere placeringer i søgeresultaterne, anses derimod som et brud på spampolitikker. Det kan føre til tab af organisk trafik. Derfor giver det sjældent mening at lade AI stå for hele skriveprocessen alene. Brug i stedet værktøjerne som støtte til research og kladder.
Derudover er mange generative AI-værktøjer trænet på offentligt tilgængeligt indhold fra internettet. For nye eller nicheprægede brands betyder det ofte en begrænset forståelse for både branche og produkter. Her kan mere specialiserede løsninger som Shopify Magic være en fordel, fordi de i højere grad er tilpasset e-handel og kan hjælpe med at skabe produktbeskrivelser, billeder og mails. Det er især relevant for danske webshops, der arbejder med e-handel på tværs af mindre markeder.
AI SEO-værktøjer
AI SEO-værktøjer forstås bedst ud fra, hvad de bruges til i praksis:
ChatGPT
ChatGPT, udviklet af OpenAI, er et af de mest tilgængelige AI-værktøjer på markedet. Værktøjet bruges bredt til at finde inspiration, få idéer og formulere tekst. Den enkle, tekstbaserede brugerflade gør det nemt at arbejde effektivt med alt fra indhold til idéudvikling i en AI SEO-sammenhæng.
- Pris: Gratis med begrænset adgang og forbrugsgrænser. Betalte abonnementer starter fra ca. 20 $ (≈ 130 kr.) om måneden (ChatGPT Plus) og giver adgang til mere avancerede funktioner, højere brugsgrænser og bedre performance. Der findes også dyrere planer til professionelle og teams med udvidede muligheder.
- Bedst til: Marketingfolk med en bred rolle, der har brug for hjælp til mange forskellige typer opgaver.
Microsoft Copilot
Copilot er Microsofts AI-assistent, som har afløst det tidligere Bing AI. Funktionerne minder på mange måder om ChatGPT, men Copilot er tæt integreret i Microsofts egne produkter. Det giver mulighed for at arbejde direkte med AI i programmer som Word, Excel og Outlook og dermed effektivisere opgaver i en AI SEO-arbejdsgang.
- Pris: En gratis version er tilgængelig med grundlæggende funktioner. Derudover findes betalte abonnementer fra ca. 116,40 kr. om måneden, som giver adgang til flere funktioner og dybere integration i Microsofts værktøjer.
- Bedst til: Marketingfolk, der arbejder i Microsofts økosystem med værktøjer som Teams, Word, Excel og Outlook.
Shopify Magic
Shopify Magic er en AI-assistent udviklet af Shopify og integreret direkte i Shopify-platformen. Værktøjet gør det nemmere at arbejde effektivt med indhold og optimering i en SEO-sammenhæng. Det kan blandt andet hjælpe med at redigere baggrunde på produktbilleder, skrive udkast til produktbeskrivelser, generere sektioner med ofte stillede spørgsmål samt planlægge mails og håndtere livechat.
- Pris: Gratis med alle Shopify-abonnementer
- Bedst til: Shopify-butiksejere, der vil forbedre og optimere deres produktsider.
Jasper
Jasper blev lanceret i 2021 og var blandt de første værktøjer med fokus på AI-baseret tekstforfatning. I dag har platformen masser af forskellige funktioner målrettet marketing som bl.a. blogindhold, overskrifter og arbejde med AI SEO-strategi. Værktøjet er især udviklet med henblik på teams, der producerer større mængder indhold.
- Pris: Fra 39 $ (≈ 250 kr.) om måneden pr. bruger.
- Bedst til: Marketingteams i større virksomheder, der arbejder med AI-indhold i stor skala.
Ahrefs
Ahrefs er et af de mest brugte SEO-værktøjer til analyse og optimering af websites. Platformen er især kendt for sin omfattende søgeordsanalyse, konkurrentindsigt og backlink-data. Selvom Ahrefs ikke er et klassisk generativt AI-værktøj, spiller det en central rolle i AI SEO ved at levere det datagrundlag, der ligger bag effektive indholds- og optimeringsstrategier.
- Pris: Fra ca. 99 $ (≈ 630 kr.) om måneden afhængigt af abonnement.
- Bedst til: Marketingfolk og SEO-specialister, der har brug for dybdegående analyse og datadrevet beslutningstagning.
Surfer SEO
Surfer SEO bruger naturlig sprogbehandling til at analysere og optimere indhold. Værktøjet arbejder med en såkaldt Surfer Score, som vurderer, hvor godt en tekst er optimeret, og så kan den give konkrete forslag til forbedringer. Derudover har platformen udvidet med funktioner til AI-baseret skrivning af tekst og søgeordsanalyse, som gør det nemmere at arbejde struktureret med AI SEO.
- Pris: Kerneproduktet starter ved 79 $ (≈ 500 kr.) om måneden med op til 30 artikler og 175 $ (≈ 1.100 kr.) om måneden for mere omfattende behov.
- Bedst til: Content-teams, der selv skriver indhold, og som gerne vil have et solidt grundlag for at træffe SEO-baserede beslutninger hurtigt.
Alli AI
Alli AI er en platform med fokus på automatiseret on-page-optimering i større skala. Værktøjet gør det muligt både at arbejde med indhold og implementere tekniske ændringer direkte på sitet, for eksempel ved automatisk at håndtere canonical-tags på tværs af sider. Det kan være en stor fordel i AI SEO-arbejde, hvor effektiv eksekvering er afgørende.
- Pris: Fra 141 $ (≈ 900 kr.) om måneden for én virksomhed ved årlig betaling. Der findes også abonnementer til konsulenter, bureauer og større teams til højere priser.
- Bedst til: Marketing- og SEO-teams, der har begrænset adgang til udviklingsressourcer, men som vil implementere ændringer hurtigt.
Ofte stillede spørgsmål om AI SEO
Findes der AI til SEO?
Ja, AI SEO dækker over en række værktøjer, der kan bruges til blandt andet indholdsproduktion, søgeordsanalyse og optimering af websites. Mange virksomheder bruger i dag AI som en fast del af deres SEO-arbejde.
Blokerer Google AI-indhold?
Google blokerer ikke AI-genereret indhold som sådan. Fokus ligger på kvalitet og relevans. Indhold, der udelukkende er lavet med AI med det formål at manipulere placeringer i søgeresultaterne, kan dog blive opfattet som spam. Derfor handler det i praksis om, hvordan AI bruges.
Hvordan kan jeg skrive SEO-indhold med AI?
AI-værktøjer som ChatGPT, Jasper og Shopify Magic kan gøre det hurtigere at udvikle indhold. De fungerer bedst som støtte til idéudvikling, research og første udkast, mens den endelige kvalitet stadig bør sikres af en person med faglig viden.
Kan AI erstatte SEO-specialister?
AI kan effektivisere mange opgaver i SEO, men kan ikke erstatte den strategiske forståelse og faglige vurdering. De bedste resultater opnås typisk, når AI bruges som et supplement til menneskelig ekspertise.


